• Mand dræbt foran lille søn - anklager og advokat i infight om skyld

    来源: BDK Borsnyt / 30 8月 2024 07:25:15   America/Chicago

    At en 28-årig mand bistod to pistolmænd før og efter drabet på en 27-årig mand på en parkeringsplads i et boligområde på Brøndby Nord Vej i november 2022, er der ifølge specialanklager Henrik Uhl Pedersen ingen tvivl om. Anklagerens skråsikkerhed får dog en noget lunken modtagelse hos modparten, advokat Anders Schønnemann Olesen. - Hvert eneste efterforskningsskridt i denne her sag peger på tiltalte. Hver eneste brik i puslespillet passer. Hvis det er et tilfælde, så er tiltalte verdens mest uheldige mand, lyder det fredag fra specialanklager Uhl Pedersen i Retten i Glostrup. På anklagebænken sidder den tiltalte, der er anklaget for at have medvirket til drabet på den 27-årige, som blev likvideret for øjnene af sin treårige søn. Retssagen blev indledt 12. august. Bevisførelsen er overstået, og fredag kommer parterne med deres afsluttende bemærkninger. Den tiltalte deltog ikke i selve nedskydningen, men han var angiveligt med til at skaffe en Skoda Octavia, som gerningsmændene flygtede i efter drabet. Og derudover samlede han ifølge anklagemyndigheden gerningsmændene op i en Opel Karl, efter at de havde forladt Octaviaen og brændt den af. Under fredagens retsmøde sidder den tiltalte og lytter. Hans pårørende er på tilhørerrækkerne. I en pause får han et kram fra en kvinde og en drik i en lyserød dåse. Hans forsvarsadvokat, Anders Schønnemann, fører ordet og er ikke kun kritisk over for Henrik Uhl Pedersens konklusioner, men også over måden, som specialanklageren præsenterer dem over for dommere og nævninger på. - Normalt går jeg ikke i rette med anklagerens procedure. Men det er uheldigt, når han skal stå og fortælle jer, hvad der er 0 procent, og hvad der 100 procent sandsynligt i en straffesag, lyder det indledningsvist fra advokaten. - Det dækker over, at anklageren står på lidt svage fødder, og at han forsøger at overbevise jer om, at hans opfattelse er rigtig, siger han. Henrik Uhl mener til gengæld, at alle sagens oplysninger underbygger en teori om, at den tiltalte var med til at stjæle Octaviaen seks dage før drabet, og at han samlede drabsmændene op efter drabet. Oplysningerne består blandt andet i videoovervågning, teleoplysninger, oplysninger fra politiets automatiske kameraer til genkendelse af nummerplader samt vidneforklaringer. Men ifølge forsvarsadvokaten kan oplysningerne ligeså godt indgå i en virkelighed, hvor hans klient er uskyldig. Og han indleder sin procedure med at henvise til elementære nedslagspunkter i den juridiske litteratur. Værker af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørsdam, tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen og landsdommer Michael Kistrup bliver gennemgået af advokaten for at belyse grundprincippet om, at enhver rimelig tvivl bør føre til frifindelse. - I vores sag er vi efterladt med en meget lille mængde af faktiske omstændigheder, der underbygger anklagemyndighedens opfattelse af, hvad der er sket. Vi har ikke på noget tidspunkt set bevis for, at min klient har været derude. Det ligger kun i anklagemyndighedens fortolkning, lyder det fra Anders Schønnemann. Anklagemyndigheden mener som nævnt, at den 28-årige bør dømmes. Der bør tilmed dømmes for, at drabet skete som led i en bandekonflikt, idet der efter anklagemyndighedens opfattelse var tale om hævn for et dobbeltdrab begået i Kalundborg nøjagtig to år før. Retten i Glostrup afsiger 9. september kendelse om skyldspørgsmålet i sagen mod den 28-årige. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/mand-draebt-foran-lille-soen-anklager-og-advokat-i-infight-om-skyld
分享